Rollen som klimakonferencer: succeser og fiaskoer
Rollen som klimakonferencer: succeser og fiaskoer
Midt i den voksende bekymring over klimaændringer og dets utallige virkninger har klimakonferencens rolle etableret sig som en vigtig platform for videnskabelige diskussioner, politiske forhandlinger og indstillingen af handlingsplaner til bekæmpelse af global opvarmning. I årenes løb er begge bemærkelsesværdige succeser opnået på disse konferencer og accepterede bitre fiaskoer. Denne artikel vil diskutere rollen som klimakonferencer og deres vigtigste succeser og succeser for at give et omfattende billede af, i hvilket omfang de har fremmet eller hæmmet kampen mod klimaændringer.
Historie om klimakonferencer
Historien om klimakonferencer begyndte i 1970'erne, da forskere begyndte at genkende global opvarmning og drivhuseffekten som en alvorlig trussel mod det globale økosystem. Den første internationale konference om virkningerne af klimaændringer fandt sted i Genève i 1979 og lagde grundlaget for senere globale møder.
fra den første FN -klimakonference til at finde IPCC
Den første FN -klimakonference (dvs. UNCC: De Forenede Nationers klimaforandringskonference) blev afholdt i tysk Berlin i 1995. Der var "Berlin -mandatet", der understregede behovet for at gennemføre kontinuerlige forhandlinger for at begrænse drivhusgasemissioner.
To år senere, i 1997, førte disse forhandlinger til underskrivelse af Kyoto -protokollen, opkaldt efter den japanske by, hvor konferencen fandt sted.
året 1988 var også bemærkelsesværdigt, der betragtes som fødselen af det mellemstatslige panel om klimaændringer (IPCC). Dette udvalg, der blev indledt af FN, har til opgave at evaluere den aktuelle videnskabstilstand om klimaændringer og udvikle virkningerne og risiciene såvel som mulige justerings- og reduktionsstrategier.
Klimakonferencer
Klimakonferencer har bidraget til at skabe opmærksomhed om behovet for foranstaltninger til bekæmpelse af klimaændringer og har produceret nogle vigtige internationale aftaler.
Kyoto -protokollen
En af de største succeser i klimakonferencens historie var Kyoto -protokollen, der blev vedtaget i 1997. Det var den første internationale aftale, der definerede juridisk bindende mål for emissionsreduktion for de industrialiserede lande. I 2020 skal du reducere dine drivhusgasemissioner med mindst 5% sammenlignet med 1990 -værdierne.
Parisaftalen
Det næste vigtige resultat var Paris -aftalen, der blev vedtaget i 2015 på den 21. FN -klimakonference (COP21). Målet er at begrænse den globale opvarmning til godt under 2 ° C, hvis det er muligt til 1,5 ° C, sammenlignet med den førindustrielle alder. Det blev underskrevet i 195 lande og integrerer både industrielle og udviklingslande.
Fejl og udfordringer ved klimakonferencer
På trods af de nævnte succeser har klimakonferencer ikke været uden betydelige udfordringer og fiaskoer.
inkonsekvent deltagelse og engagement
Et vigtigt problem er den inkonsekvente deltagelse og engagement fra nøglespillere. For eksempel meddelte Donald Trumps regering i 2017, at De Forenede Stater - en af verdens største udstedere af drivhusgasser - ville forlade Paris -aftalen.
Mangel på ansvar
Et andet problem er manglen på ansvar for mange aftaler. Selve en vigtig succes er i vid udstrækning på frivillige bidrag fra landene for at reducere deres emissioner, hvilket kunne begrænse effektiviteten af aftalen.
Fazit
Klimakonferencer spiller en afgørende rolle i at fremme global dialog og sætte dagsordenen for foranstaltninger mod klimaændringer. De har produceret nogle bemærkelsesværdige resultater, såsom Kyoto -protokollen og Paris -aftalen. På trods af disse succeser er der dog stadig betydelige udfordringer, såsom den inkonsekvente deltagelse af nøglelande og mangel på binding af aftalerne. Disse problemer skal løses i fremtidige klimakonferencer for at opnå en stærkere og mere effektiv konsensus i kampen mod klimaændringer.