Homøopati: Principper og anvendelser i naturopati

Homøopati: Principper og anvendelser i naturopati

I naturen af ​​naturopati indtager homøopati en fascinerende position, der ofte diskuteres. Karakteriseret ved det maksimale, "lignende kan blive helbredet af lignende", lover dette århundreder -gammel helbredende kunst for forsigtigt at aktivere kroppens selvhelende kræfter. Denne artikel belyser ikke kun de historiske rødder og teoretiske fundamenter for homøopati, men fokuserer også på dens praktiske anvendelse og de tilknyttede oplevelser. Et andet fokus er på den videnskabelige diskussion: hvad med bevis for din effektivitet i det moderne forskningslandskab? Homøopati er beliggende i spændingen mellem traditionel helbredende viden og bevisbaseret medicin - et faktum, der gør deres overvejelse desto mere relevant. Gå på en opdagelsesrejse gennem principper og anvendelser af homøopati i naturopati og opdag vigtigheden af ​​denne specielle form for medicin i dag.

Fundamenter af homøopati: Historisk udvikling og teoretiske koncepter

Homeopati blev grundlagt af den tyske læge Samuel Hahnemann i slutningen af ​​det 18. århundrede. Hans opdagelse er baseret på princippet om "Similia similibus curentur" eller "lignende kan blive helbredet af lignende ting". Hahnemann postulerede, at et stof, der kan forårsage visse symptomer hos en sund person, også er i stand til at helbrede lignende symptomer hos en syg person, hvis det administreres i en stærkt fortyndet form.

Produktionen af ​​homøopatiske retsmidler følger en specifik proces med fortynding og ryste, kendt som potentiering. Udgangsmaterialet fortyndes i flere trin og rystes kraftigt med hvert trin. Denne metode er beregnet til at transmittere og forstærke den "mentale og dynamiske kraft" af udgangsmaterialet. Homøopatiske præparater produceres normalt i forskellige styrker, der specificerer fortyndingsniveauet, f.eks. D6, C30, M (1000).

De teoretiske begreber om homøopati, især ideerne om vitalitet, potentiering og det individualiserede valg af narkotika, kontrasterer det grundlæggende om bevisbaseret medicin og den farmakologiske handlingsmåde, som det er kendt i konventionel medicinsk forståelse. Ideen om en vitalitet, der kan påvirkes af homøopatiske retsmidler, såvel som virkningen af ​​ekstremt fortyndede stoffer, som ofte ikke længere indeholder molekyler af udgangsmaterialet, kan være videnskabeligt kontroversielt og ikke forklaret i henhold til principperne i fysik eller kemi.

• Oprettelse: I slutningen af ​​det 18. århundrede af Samuel Hahnemann.
• Grundlæggende princip: "Similia similibus curentur" (lignende ting kan blive helbredet af lignende).
• Produktion: Potentiering ved fortynding og rystelse.
• Teoretiske begreber: vitalitet, potentiering, individuelt valg af narkotika.

Anvendelsen af ​​homøopati er stærkt baseret på det individuelle udvælgelse af de midler, der finder sted efter en omfattende medicinsk historie for patienten. Denne overvejelse af patientens individuelle symptomer og egenskaber ved valget af gennemsnittet adskiller homøopatien fra mange andre behandlingsmetoder.

Bevis for effektivitet og kritisk overvejelse: En analyse af den aktuelle forskningssituation

Effektiviteten af ​​homøopati er et kontroversielt emne i det medicinske samfund. Mens tilhængere henviser til individuelle succesrapporter og teorien om "lighed", kræver kritikere videnskabeligt sunde beviser ved randomiserede, kontrollerede studier. Den aktuelle forskningssituation viser et blandet billede vedrørende effektiviteten af ​​homøopatiske behandlinger.

Flere metaanalyserer og systematiske anmeldelser har forsøgt at evaluere effektiviteten af ​​homøopati. En af de mest kendte metaanalyser, der blev offentliggjort i 2005 i “The Lancet”, sammenlignede 110 placebokontrollerede homøopati-undersøgelser med 110 konventionelle medicinske studier. Analysen kom til den konklusion, at homøopatiske behandlinger ikke er mere effektive end placebos. En anden gennemgang fra 2015 i "Cochrane Database of Systematic Reviews" undersøgte homøopatiske midler til at behandle astma og fandt ingen overbevisende bevis for effektivitet ud over placebo -effekten.

Disse resultater understøttes af størstedelen af ​​det videnskabelige samfund. For eksempel offentliggjorde National Health and Medical Research Council (NHMRC) i Australien en omfattende evaluering af homøopati i 2015. Baseret på analysen af ​​over 1800 undersøgelser blev det konstateret, at der ikke er pålidelig bevis, der viser, at homøopati er effektiv ud over placebo -effekter.

På trods af disse videnskabelige anmeldelser forbliver homøopati populær blandt en bestemt gruppe af patienter, hvilket delvis skyldes den personlige tro på behandlingen og ønsket om alternative helingsmetoder. Kritikere hævder imidlertid, at brugen af ​​homøopati som erstatning for etablerede medicinske behandlinger kan føre til forsinkelser i brugen af ​​den nødvendige medicinske behandling.

• 2005 metaanalyse ("The Lancet"): viser, at homøopati ikke er mere effektiv end placebos.
• 2015 Cochrane Review : Intet overbevisende bevis for effektiviteten af ​​homøopati ved astma ud over placebo -effekter.
• NHMRC -rapport 2015 : Intet pålideligt bevis for effektiviteten af ​​homøopati.

Forskere og medicinske specialister opfordrer til yderligere forskning med høj kvalitet for at kunne drage endelige konklusioner om effektiviteten af ​​homøopati. Indtil da forbliver applikationen og accept af homøopati en personlig beslutning, der er påvirket af forskellige faktorer, herunder individuel tro og oplevelser.

Områder for påføring af homøopati i naturopati: Praktiske eksempler og oplevelser af patienten

Inden for naturopati bruges homøopati til forskellige symptomer. De mest almindelige anvendelsesområder inkluderer akutte tilstande såsom forkølelse, influenza, feber, skader, men også kroniske lidelser, såsom hudsygdomme, allergier, migræne, søvnforstyrrelser, psykologisk lidelse, såsom angst og depression samt sygdomme i børn.

• forkølelse og influenza : Homøopati tilbyder forskellige midler, såsom oscillococcinum til generel støtte eller mere specifik, såsom belladonna med høj feber og pludselig start.
• skader : Arnica bruges ofte til blå mærker, hævelse og betændelse som et resultat af skader.
• Hudsygdomme : Svovl til tørt eksem eller grafitter til vådt eksem.
• Allergier : Histamineum hydrochloricum kan bruges til at lindre allergisymptomer.
• migræne : Belladonna eller Bryonia, afhængigt af de specifikke symptomer og triggere af en migræne.
• Søvnforstyrrelser : Coffea Cruda i søvnløshed eller tankegang.

Patientoplevelser varierer meget, nogle rapporter om betydelig lindring af deres symptomer og en forbedring af deres livskvalitet, mens andre ikke finder nogen forskel. Valget af det korrekte homøopatiske middel er vigtigt og er foretaget baseret på en præcis symptomalyse.

Et centralt princip i homøopati er individualiseringen af ​​terapi, hvilket betyder, at to personer med den samme sygdom kan modtage forskellige midler, afhængigt af deres specifikke symptomer og deres forfatning. Denne tilgang kræver en detaljeret medicinsk historie gennem en erfaren homøopat.

Videnskabelig forskning om effektiviteten af ​​homøopati er stadig genstand for debatter. Mens nogle undersøgelser bestemmer positive effekter ud over placebo -effekten, mangler andre metodologisk streng eller reproducerbarhed. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefaler, at homøopatiske behandlinger ikke bruger alvorlige sygdomme, såsom tuberkulose, HIV/AIDS, malaria og andre lignende tilstande som eneste form for terapi.

Endelig kan det siges, at homøopati på trods af de kontroversielle debatter om dens effektivitet indtager et fast sted i naturopati. Den historiske udvikling og de grundlæggende principper for homøopati giver en dyb indsigt i de komplekse teorier, der ligger bag denne praksis. Mens kritiske stemmer indikerer manglen på videnskabeligt lyd effektivitetsbevis, rapporterer brugerne positive oplevelser inden for forskellige anvendelsesområder. Det er stadig vigtigt at holde øje med den aktuelle forskningssituation og overveje homøopati som en del af en holistisk terapimetode, der tager højde for individuelle patientens behov. I naturopatisk praksis er både en åben dialog mellem patienten og terapeut samt en kritisk undersøgelse af de tilgængelige behandlingsmetoder afgørende for terapisucces. Fremtiden for homøopati i naturopati afhænger markant af, i hvilket omfang det er muligt at videnskabeligt registrere deres applikationer og gøre deres principper gennemsigtige.

Kilder og yderligere litteratur

Referencer

• Hahnemann, S. (1810). Organon of Healing Art. Köthen: Samuel Hahnemann. En grundlæggende afhandling om principperne for homøopati.
• Schmidt, J. M. (2007). Homøopati: Beviserne. Effektiviteten af ​​homøopati beviser videnskabeligt. Stuttgart: Haug Verlag. Et detaljeret syn på det videnskabelige bevis for effektiviteten af ​​homøopati.

Undersøgelser

• Mathie, R. T., et al. (2017). Randomiserede placebokontrollerede forsøg med individualiseret homøopatisk behandling: systematisk gennemgang og metaanalyse. Systematiske anmeldelser, 6 (1), 213. En omfattende metaanalyse af undersøgelser af individuel homøopatisk behandling.
• Shang, A., et al. (2005). Er de kliniske effekter af homøopati placebo -effekter? Sammenlignende undersøgelse af placebo-kontrollerede forsøg med homøopati og allopati. The Lancet, 366 (9487), 726-732. En sammenligning af homøopatiske behandlinger med placebo -effekter og allopatiske behandlinger.

Yderligere litteratur

• Ernst, E. (2002). En systematisk gennemgang af systematiske gennemgang af homøopati. British Journal of Clinical Pharmacology, 54 (6), 577-582. En analyse af metaanalyserer om homøopati, der viser den videnskabelige diskussion om effektivitet.
• Hahn, R. G. (2013). Homøopati: Metaanalyser af samlede kliniske data. Undersøgelse af komplementær medicin, 20 (5), 376-381. En samling og analyse af kliniske data om homøopati.
• Walach, H., & Jonas, W. B. (2004). Forskningsmetoder inden for komplementær medicin. Stuttgart: Schattauer Verlag. En oversigt over forskningsmetoder, der bruges i komplementær medicin, herunder homøopati.